Figur 27. Skiltning med påbud om værnemidler ved indgang til arbejdszone med PCB.
6.1.5 Beskyttelsesbehov
Behovet for værnemidler afhænger af, hvilket arbejde der udføres, og dermed hvilke PCB-koncentrationer man risikerer at blive eksponeret for. Hvilke typer værnemidler, der skal bruges, skal afklares i risikovurderingen af arbejdet, inden dette igangsættes. Beskyttelsesbehovet afhænger af, om der fx skal tages prøver af en fuge eller fjernes en PCB-holdig fuge omkring et vindue. Valget af værktøj betyder noget for krav til værnemidler, idet brug af elektrisk skærende værktøj stiller større krav til værnemidlet sammenlignet med værktøj, der ikke er elektrisk drevet, se afsnit 6.1.3, Støv.
Under prøvetagning af materialer, der er mistænkt for at indeholde PCB, skal der som minimum bæres PCB-bestandige handsker. Er prøvetagningen særligt støvende, bør der bæres overtræksdragt og åndedrætsværn i det omfang, det er nødvendigt og de nærmeste omgivelser afdækkes med plast eller lignende. Det gælder fx ved indendørs prøvetagning i beton.
Tabel 13 angiver behov for værnemidler og særlige hensyn ved håndtering af byggematerialer med PCB.
Fjernes tilstødende materialer med PCB, vil det ofte støve, og der skal derfor anvendes personlige værnemidler og udsugning ved værktøj, så spredning undgås. Ved at anvende vådskærer kan man minimere udvikling af svævestøv med respirabelt kvarts, som anses for at være kræftfremkaldende. Vådskærer anbefales dog ikke til PCB-holdige materialer, da det PCB-forurenede vand kan være svært at opsamle (Arbejdstilsynet, 2014).
Tabel 13. Behov for værnemidler og særlige hensyn ved håndtering af PCB-holdige byggematerialer (Arbejdstilsynet, 2014; BrancheArbejdsmiljøRådet for Bygge og Anlæg, 2010; www.pcb-guiden, 2016).

Figur 28. Fjernelse af PCB-holdige fuger. De udførende er iklædt heldækkende overtræksdragt og handsker. Foto: Tscherning A/S.
6.2 Beskyttelse af brugere
Når en bygning med PCB renoveres, skal brugerne sikres mod PCB-eksponering. Dette afsnit beskriver de regler, der skal sikre bygningens brugere før, under og efter en renovering af en bygning med PCB.
6.2.1 Ansvar
PCB-guiden beskriver, hvem der har ansvar for sikkerhed for brugerne af bygningen (www.pcb-guiden.dk, 2016).
6.2.2 Sundhedsstyrelsens vejledende aktionsværdier
Sundhedsstyrelsen har revideret de vejledende aktionsværdier fra 2011 (Sundhedsstyrelsen, 2013). De vejledende aktionsværdier for PCB-koncentration i indeluft fremgår af tabel 14. Se også SBi-anvisning 241, Undersøgelse og vurdering af PCB i bygninger, 1.3.5 Vejledende aktionsværdier (Andersen, 2015).
Tabel 14. Sundhedsstyrelsens vejledende aktionsværdier i forhold til PCB-koncentrationer i indeluft (Sundhedsstyrelsen, 2013).
Der er to vejledende aktionsværdier for PCB i indeluft på hhv. 300 og 3.000 ng/m3. Overskrides 300 ng/m3, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der handles på sigt, men overskrides 3.000 ng/m3, anbefaler styrelsen, at der handles uden unødig forsinkelse. Overskridelser bør føre til, at midlertidig afhjælpning iværksættes med det samme. PCB-koncentration i luft beregnes som 5 gange summen af de 7 indikator-PCB’er (www.pcb-guiden.dk).
For at reducere eksponeringen for PCB i indeklimaet har Sundhedsstyrelsen særligt fokus på bygninger, hvor forureningsgraden er høj, og hvor der er mange brugere, herunder børn, unge og kvinder i den fødedygtige alder. Er der konstateret forurening i intervallet 300-3.000 ng/m3, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at bygninger, som bruges af børn og unge, prioriteres højt. Desuden bør bygningernes anvendelsesgrad, grad af forurening og brugernes opholdstid indgå i prioriteringen.
6.2.3 Kommunalbestyrelsens pligt
Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med boliger og bygninger, der benyttes til beboelse og ophold, når kommunalbestyrelsen vurderer, at disse ejendomme i kraft af deres beliggenhed, indretning eller andre forhold er sundhedsfarlige eller brandfarlige, se § 75 i Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2010).
Som lejer kan man henvende sig til udlejer eller administrator, hvis der er begrundet mistanke om PCB i boligen. Undersøger bygningsejeren ikke, om der er PCB efter beboernes anmodning, har kommunalbestyrelsen pligt til at reagere, hvis den bliver opmærksom på, at en bolig er sundhedsfarlig (www.pcb-guiden, 2016).
6.2.4 Arbejdsplads i bygning med PCB
Indeklimaet skal ifølge Arbejdstilsynet være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Når der er tale om en arbejdsplads, vurderer Arbejdstilsynet, at man normalt kun opholder sig i bygningen en fjerdedel af tiden. Derfor må PCB-koncentrationen i indeluften være højere end den lave vejledende aktionsværdi, se afsnit 6.2.2, Sundhedsstyrelsens vejledende aktionsværdier og SBi-anvisning 241, Undersøgelse og vurdering af PCB i bygninger, 1.3.5 Vejledende aktionsværdier (Andersen, 2015). Normalt ganges de vejledende aktionsværdier derfor med fire, dvs. den laveste aktionsværdi for en arbejdsplads ligger på 1200 ng/m3. Dog accepterer Arbejdstilsynet ikke PCB-koncentrationer over 0,01 mg/m3 (10.000 ng/m3) (Arbejdstilsynet, 2014), se tabel 15.
Tabel 15. Arbejdstilsynets vejledning til tilsynsførende (Arbejdstilsynet, 2014).
Når PCB-koncentrationen er over 1.200 ng/m3, anbefaler Arbejdstilsynet, at der iværksættes midlertidige eller varige foranstaltninger, der kan bidrage til at sænke koncentrationen. Foranstaltningerne kan være rengøring, ventilation, temperatursænkning, udskiftning el.lign. (Arbejdstilsynet, 2014).
Er PCB-koncentrationen 1.200-10.000 ng/m3, vil den tilsynsførende som udgangspunkt afgive et påbud med frist om, at der skal træffes foranstaltninger, så koncentrationen sænkes. Fristen afhænger af arbejdstiden for den enkelte, antallet af beskæftigede og kildens karakter, dvs. om den er nem eller vanskelig at fjerne eller indkapsle. I koncentrationsintervallet 3.000-10.000 ng/m3 kan fristen være mellem 3 måneder og 1 år ved fuldtidsarbejde, mens den i intervallet 1.200-3.000 ng/m3 kan være 1-2 år.
Arbejdstilsynet skal afgive rådgivningspåbud, når der er dokumenteret risiko for sundhedsskadelig påvirkning fra PCB i indeklimaet (Arbejdstilsynet, 2014). Dette er beskrevet i At-vejledning 1.10.1, juli 2013, (Arbejdstilsynet, 2013c). Et rådgivningspåbud indebærer, at virksomheden skal bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet, for at nedbringe PCB-koncentrationen.
Er der begrundet mistanke om PCB på arbejdspladsen, skal man kontakte arbejdsgiver og informere om det. Arbejdsgiveren har pligt til at undersøge, hvorvidt der er PCB i indeluften i de lokaler, hvor arbejdet udføres. Reagerer arbejdsgiveren ikke, eller er der uenighed om problemets omfang, kan arbejdstager rette henvendelse til Arbejdstilsynet (www.pcb-guiden, 2016).
6.2.5 Brug af bygningen under renovering
Det er vigtigt, at PCB ikke spredes til ansatte i bygningen, andre håndværkere på pladsen eller til omgivelserne. Arbejdsstedet afgrænses, og der skiltes med PCB-arbejde, så uvedkommende ikke udsættes for PCB-forurening. Før forurenede materialer fjernes, afgrænses arbejdsområdet med midlertidige støvvægge, og der etableres undertryk i arbejdsområdet (BrancheArbejdsmiljøRådet for Bygge og Anlæg, 2010).
6.2.6 Brug af bygningen efter renovering
Behovet for at sikre brugerne af bygningen afhænger af det eller de valgte afhjælpningstiltag. Indgår en kontrollerende afhjælpningsmetode, vil der være behov for at kontrollere effektiviteten af afhjælpningen i tiden fremover, se afsnit 2.8.1, Efter afhjælpning.
Renoveringen vil ofte give anledning til midlertidigt forhøjede PCB-koncentrationer pga. indgreb i bygningen og blottede kilder. Der vil derfor være behov for målinger af koncentrationen af PCB i indeluften for at kontrollere, at koncentrationen falder til et stabilt, lavt niveau. Desuden vil situationen ofte give anledning til kontrollerende afhjælpningstiltag over en længere periode, mens koncentrationen falder. Det betyder fx øget ventilation, der dels kan medføre øgede driftsudgifter, dels kan være til gene for bygningens brugere. Information og kommunikation med brugerne er her afgørende for at fastholde opbakningen fra brugerne, se afsnit 2.9, Kommunikation med brugere og andre involverede.
6.3 Spredning af PCB til omgivende miljø
Ved håndtering af PCB er risikoen for spredning til nærområdet stor. Dette gælder både affaldsrester og spredning af støv og gas.
BrancheArbejdsmiljøRådet for bygge og anlæg har udgivet en vejledning, der beskriver forholdsregler og metoder, der kan begrænse spredning af PCB til omgivelserne (BrancheArbejdsmiljøRådet for bygge og anlæg, 2010). Metoderne omfatter afdækning, afskærmning, etablering af lokale sug på værktøj og etablering af undertryksventilation med filtreret afkast til det fri. Der er også beskrivelser i vejledningen fra Dansk Asbestforening (Dansk Asbestforening, 2010). Nogle kommuner stiller krav om kulfiltrering af afkastluften (BrancheArbejdsmiljøRådet for bygge og anlæg, 2010).
6.3.1 Udvendigt og indvendigt arbejde
Alt PCB-holdigt byggemateriale skal opsamles og ved udvendigt renoveringsarbejde skal spild på fx jord eller tab gennem kloak undgås. Dette kan gøres ved at afdække jorden og tildække regnvandsriste. Alt affald skal indsamles og behandles korrekt, se afsnit 7, Affaldshåndtering.
Ved indvendig renovering opstår der ofte PCB-forurenet støv og forhøjede PCB-koncentrationer i indeluften. Spredningen af støv og gasser skal derfor begrænses, så øvrige håndværkere på pladsen, naboer og forbipasserende skånes for eksponering. Støv og høje PCB-koncentrationer i luften inde i bygningen skal undgås, da dette kan kontaminere indvendige overflader yderligere.
Figur 29 viser et eksempel på en udvendig renovering med afdækning af stilladser og en vejrbestandig indpakning af arbejdsområdet.
Figur 29. Eksempel på afskærmning, der hindrer spredning af PCB til det ydre miljø.
6.3.2 Rengøring
En afhjælpning eller renovering bør indledes med en hovedrengøring af hele bygningen, herunder ventilationskanaler, friskluftventiler og hulrum. Når ventilationskanaler renses, bør der være fokus på at undgå spredning af PCB. Man bør undgå at forurene indeluften yderligere ved at skabe forbindelse mellem indeluften og hulrum med høje PCB-koncentrationer i luften. Det anbefales at undertrykventilere eller ventilere ud til det fri, inden der åbnes til hulrum, der kan indeholde høje koncentrationer af PCB i luften (Haven & Langeland, 2011).
Rengøring foretages løbende under renoveringsarbejdet, og PCB-holdigt løst affald opsamles i egnede beholdere. Løst affald kan fx være fugemateriale. Når en fuge fjernes, opstår blottede overflader, hvorfra PCB kan fordampe til luften. Derfor bør affaldet opsamles løbende og lægges i egnede lukkede beholdere. Det skal også forhindres, at der trædes i fugerester, der dermed spredes.
Når arbejdet er færdiggjort rengøres arbejdsstedet med støvsuger med fx HEPA-filter og eventuelt et filter, der fjerner gasformig PCB fra afkastet. Støvsugeren placeres så tæt som muligt på miljøboks med udsug (BrancheArbejdsmiljøRådet bygge og anlæg, 2010). Ved indvendig renovering støvsuges overfladerne i arbejdsområdet. Dansk Asbestforening anbefaler desuden, at man efterfølgende aftørrer overfladerne med fugtig klud (Dansk Asbestforening, 2010). Ved udvendig renovering fjernes og bortskaffes afdækning af jord og overflader, og området gennemgås for eventuelle affaldsrester (Dansk Asbestforening, 2010).
Ved arbejdets slutning skal værktøj og udstyr rengøres grundigt på stedet eller bortskaffes som PCB-holdigt affald. PCB-holdigt støv på værktøj fjernes ved støvsugning på stedet. Støvsugerposer, filtre samt afdækningsplast bortskaffes som PCB-holdigt affald. Værktøj som klinger til kniv, cutter, stiksav og bajonetsav, der er forurenet med fugemasse, bortskaffes ligeledes som PCB-affald (BrancheArbejdsMiljøRådet for bygge og anlæg, 2010).
6.3.3 Afmærkning
Byggepladsen lukkes for offentligheden og må ikke være tilgængelig for uvedkommende. Indhegn området og anvend skiltning, der informerer om faren forbundet med ophold på byggepladsen, se figur 30. Dette beskytter ikke kun uvedkommende mod eksponering, men sikrer også, at der ikke fjernes PCB-holdigt materiale eller beskidt udstyr fra byggepladsen.
Figur 30. Skiltning af byggeplads med PCB.